Menu

IT skal lette hverdagen i Odense KFUMs BK

image
22. januar 2017 kl. 18:58

Mens det kører derudaf på fodboldbanerne i KFUM, har det gennem længere tid knebet med at følge med tiden på IT-fronten:

- Vi har længe snakket om, at vi skulle blive bedre til at bruge de muligheder, der findes i KlubOffice. Samtidig har vi sukket efter at få en hjemmeside, der fungerer, og som det er let at arbejde med, så flere kan byde ind. Det har vi nu taget fat på, og vi havde for nyligt besøg af en instruktør fra DBU Fyn, der hjalp os i gang med vores nye hjemmeside, som snart går i luften, forklarer klubbens formand Sten Abildtrup.

For KFUM, som for de fleste klubber, har det krævet et lille skub at komme i gang, og det har DBU Fyns klubrådgiver Arne Appelgren hjulpet dem med:

- Vi kan som klubrådgivere tilbyde klubudviklingsforløb, hvor vi kan hjælpe klubberne i op til 30 timer. Jeg kendte til klubbens udfordringer og behov på IT-området, og derfor er det her, vi tager fat. Jeg har hjulpet dem med at blive bekendt med mulighederne, få lagt en handleplan og få bestilt de kurser og systemadgange, der er nødvendige for at komme godt i gang. Det er ofte dette allerførste skridt, som klubberne ikke får taget i en travl hverdag, men det kan vi så hjælpe dem med, forklarer Arne Appelgren.

Han har desuden hjulpet klubben med at søge penge til projektet i DBU Fyn/Albanipuljen, hvor klubber kan søge støtte til klubudvikling.

Smartere kontingenter skal lette kasseren i KFUM
Som en naturlig del af klubbens nye fokus på gode IT-løsninger, ønsker klubbens bestyrelse også at optimere kontingentopkrævningen:

- Vi opkræver i dag kontingenter via betalingsservice. Det fungerer ok, men vi skal stadig bruge for meget tid på at rykke for manglende betalinger. Derfor har vi snakket med Arne om, at vi også skal i gang med DBU's automatiske kontingentsystem, og det bliver næste step i vores IT-udvikling, fortæller Sten Abildtrup videre og afslutter:

- Jeg tror, der var gået lang tid, inden vi var kommet ud over stepperne, hvis vi ikke havde fået hjælp fra Arne.

Med DBU's automatiske kontingentsystem er det medlemmet, der skal lave en aktiv handling for ikke at betale i stedet for, at det er klubben, der skal rykke for betalinger.

Hvad kan vi gøre for jer?
DBU Fyns klubrådgivere er klar med hjælp til alle de fynske klubber.

Det kan, som i KFUM's tilfælde, være via et klubudviklingsforløb, hvor klubrådgiveren kan hjælpe jer med at få lavet en handleplan, der matcher jeres ønsker og behov. Klubrådgiveren er også med i selve udførelsen, og kan varetage hands-on-opgaver undervejs. På den måde kan I være sikre på, at I får et godt forløb, så I som klub står stærkere på "den anden side".

Read more at http://www.dbufyn.dk/nyheder/2016/december/klubudvikling-kfum-it#coX6qtMXamJRTz2J.99

Luk